Kom godt i gang med økologi

Nederst på denne side kan i hente inspiration til hvordan i kan komme i gang eller forsætter med at arbejde med økologi i jeres dagtilbud. Det kan være alt lige fra madindkøb, indkøb af økologisk legetøj til opskrifter fra Lærkereden på hvordan man kan benytte madvarer fra naturens skattekammer.

Lejre Kommune har siden beslutningen om "Lejre - den økologiske kommune" arbejdet for at få flere økologiske fødevarer ind i deres offentlige køkkener. I den forbindelse har Københavns Madhus og Lejre Kommune indgået et samarbejde, som er blevet til projektet "Økoløft Lejre".

De første spadestik til Økoløft Lejre blev taget allerede tilbage i starten af 2014. Nu er projektet ved vejs ende, og Københavns Madhus siger tak for mange gode stunder og spændende debatter. Vi glæder os til at følge den fortsatte udvikling i daginstitutionerne i Lejre.

Igennem perioden har den stået på mange aktiviteter: 

Nogle institutioner fik kortlagt deres mad i forbindelse med forberedelserne til deres økologiomlægning, for at klarlægge, hvilke udviklingspotentialer de har på økologiområdet. Der har været køkkenmedarbejdere på kursusforløb, workshops og inspirationsarrangementer. Alt sammen med det formål at klæde daginstitutionerne på til deres arbejde med økologiomlægningen. De steder hvor der ikke er ansat køkkenfagligt personale, har det pædagogiske personale varetaget både opkvalificering og økologiomlægning. 

Til de institutioner, som ikke tilbyder en fælles frokostordning, har Københavns Madhus, i samarbejde med Lejre kommune, udarbejdet en pjece med konkrete anvisninger til deres økologiomlægning. Pjecen kan findes her Link til pjece.

Leverandørliste

Tips til leverandører af økologiske varer og andre fornødenheder

www.helsemarie.dk - er et lokalt firma, der hører til i Kr. Hyllinge. De kan leverer alt i økologiske tørvarer, øko-kød, legetøj mm. De er meget samarbejdsvillige og fleksible med hensyn til bestilling og levering.

www.aarstiderne.dk - vi bruger deres engrosfirma. Vi får altid friskt grønt og frugt. De leverer til aftalt tid, og vi har aldrig oplevet, at varerne ikke har været i orden.

www.skagenfood.dk - er vores leverandør af frisk fisk. Meget lækkert (lugter ikke af fisk) og vi er yders tilfredse med dem. Fisken ligger i is, i thermokasser, og de leverer altid til tiden.

http://www.mejnerts.dk/da/webshop.html  - De sælger mel og brødblandinger, de har både butik og webside.

http://www.mineslund.dk/  sælger alt i kød og levere lige til døren

www.abena.dk - leverandør af toiletpapir, plastposer, håndklædeark,. Samarbejdet fungerer upåklageligt.

www.danianova.dk - her køber vi bleer, der er svanemærkede, skumklude, Arcopal service. Danianova hed engang Bletjenesten, hvilket var et lidt misvisende navn. Super service, og meget søde medarbejdere i telefonbestillingen.

www.frellsen.dk - vores næsten lokale leverandør af økologisk kaffe og the. God service og dejlig kaffe/the.

Økologisk legetøj

Det kan godt lade sig gøre at købe legetøj, der er både sjovt, sikkert og ikke giver børnene allergi eller andre gener.

Her er et par gode råd fra "Tænk" om, hvad du skal kigge efter.

1. Kig efter svanemærket legetøj

Det nordiske miljømærke Svanen stiller krav til brugen af kemi i produkterne. Der er endnu ikke meget legetøj med mærket på markedet endnu, men bl.a. strandlegetøj og nogle børnescootere og andre køretøjer er svanemærket.

2. Brug ikke legetøj med parfume

Undgå legetøj, der indikerer brug af parfume med ord som "parfum", "fragrance" og "aroma".

3. Skan med app'en "Tjek Kemien"

App'en "Tjek Kemien" gør dig i stand til at tjekke indholdet af kemi i produkter med din mobil ved blot at skanne stregkoden.

Lego, Playmobil og andre producenter har allerede meldt hele produktserier fri for kemi ind til databasen, som hele tiden vokser.

Miljøministeriet og Forbrugerrådet Tænk har i samarbejdet udviklet app'en, som du kan læse mere om på linket.

4. Vask nyt legetøj

Nyt legetøj, der kan indeholde problematisk kemi, er altid en god ide at vaske før brug.

Tøjdyr og bamser kan du smide i vaskemaskinen (tjek dog lige vaskeanvisningerne), og plastiklegetøj kan du komme i opvaskemaskinen. Vask også nyt tøj og sengetøj til de små, inden brug.

5. Smid ældre, blødt plastik legetøj ud

Siden 1997 har de farligste ftalater været forbudt i legetøj til børn under 3 år. Men legetøj fra før 1997 kan indeholde stofferne. Det er derfor en god idé at se bort fra affektionsværdien og smide gammelt, blødt plastlegetøj ud

Kilde: Legetøj: Undgå kemi med 9 råd

Opskrifter fra naturens skattekammer

Økologi i institutionens hverdag fra Lærkereden Naturens spisekammer, læs her og lad jer inspirere til at inddrage økologien i jeres hverdag

Vi høster hvad der er i sæson på de forskellige årstider, i vores lokalområde bl.a. brændenælder, skvalderkål, ramsløg, skovsyre, nødder, æbler, blommer, bær, div kerner(solsikke, græskar), blæretang og tapning af birkesaft.

- Vi bruger det meste af vores høst med det samme, men det er vores intention at gøre mere brug af at henkoge, fryse og tørre en større del af vores høst, så vi også har lækre råvarer på den tid af året, hvor der ikke er så meget at finde i naturen.
- Vi bruger naturens ressourcer bl.a. i madlavning på bål. Herunder et lille udpluk af vores bålmad.

Årstidens urter bruger vi generelt som smagsforstærker eller som et grønt tilskud i bl.a. supper, brød, salater og risotto.

Ramsløgspesto

Ramsløg
Olie
Mandler
Parmesan
Evt. en smule citronsaft

- Det hele blendes til rette konsistens og smages til med salt

Skvalderkålsstuvning

10-15 børn
Ca. 3 L skvalderkål
1 kg bacon
2 L fløde

- Kålen skylles
- Rist bacon i gryden
- Tilsæt kålen
- Fløden hældes over under konstant omrøring.

Råkostsalat

10-15 børn
4 kg gulerødder
2 L bøgeblade
Bellis efter behov

- Gulerødder skrælles og rives på rivejern
- bøgeblade skylles
- Gulerødder og bøgeblade blandes i en skål og bellis drysses over.

Hyldekærester

10-15 børn
2 L alm eller grov pandekage dej
2 hyldeblomst "klaser" med stilk/barn

- Hyldeblomsterne skylles og dyppes forsigtigt i dejen
- Steges på en pande i olie eller smør over bål

Skovpizza - laves over bål i skoven

Til 20 små pizzaer
Grov pizzadej
50 g gær
1 liter lunkent vand
3 spsk. olie
3 tsk. salt
800 g fuldkornshvedemel
600g italiensk hvedemel

- Rør gæren ud i vandet, og bland olie og salt i.
- Tilsæt melet lidt ad gangen, først det grove mel og derefter hvedemelet, til dejen er jævn. Ælt den godt og længe, og lad den hæve tildækket i 1-2 timer.
- Ælt dejen igennem igen. Skal det være portionspizzaer, som børnene er med til at lave, kan du forme små, runde boller ved at kramme dejen ind under bunden. Så bliver det nemt for de småhænder at brede dejen ud og komme fyldet på.
- Steg pizzabunden i rigelig olie på en bålpande. Idet pizzabunden vendes, lægges fyldet på. Efter 5 minutter på hver side er pizzaen færdig. Alternativt rulles dejen ud, så den dækker en bageplade, og bages i ovnen.

Fyld

Revet ost
20 skiver skinke
Tynde kartoffelskiver
2 liter grønt - skvalderkål, brændenælde, ramsløg etc.

- Læg fyldet på pizzaerne. Start med at drysse lidt ost på, læg kartoffelskiverne på, dernæst de grønne urter og skinken. Drys evt. med lidt ost igen.

 

Naturprojekt fra område A

Der er i område A i Lejre Kommune ansat en sundhedsfaglig medarbejder, som i samarbejde med det øvrige pædagogiske personale vil planlægge projektforløb, der skal være med til at fremme børnenes generelle sundhed og trivsel. Projekterne vil b.la. tage udgangspunkt i natur, udeliv, kost og bevægelse.

Nedenstående er eksempler på fordybelsesprojekter/aktiviteter i distrikt 1, som vi benytter i vores uderum.

Projekterne er aktivitetstilbud til børnegrupperne, som i en periode kan fordybe sig i et af temaerne, tilpasset til årstiden og den pågældende institutions årshjul.

Formålet med projekterne er, at give børnene mulighed for at tilegne sig viden og erfaring inden for; Sund kost, også i naturen, miljø/bæredygtighed, fysisk aktivitet og leg.

Projekterne forløber således at det bliver muligt for det enkelte barn at fordybe sig intensivt i det valgte emne, og samtidig er det muligt at komme omkring alle læreplanstemaerne, da naturen er et af de bedste rum for aktiviteter i børnehøjde.

Barnet vil få muligheden for at få en bedre forståelse for processen i eksempelvis "fra jord til bord" konceptet, ved både at så, høste, tilberede og spise de enkelte råvarer. På samme måde giver turene i skoven det enkelte barn, muligheden for at fordybe sig i hvad "naturens skattekammer" kan tilbyde på forskellige tider af året.

Sund kost bliver en stor del af barnets hverdag, hvor "madmod" er en af de motiverende faktorer i fællesskabet for, at barnet tør smage på de forskellige råvarer, rå som tilberedt.

Ved et dagligt højt niveau af fysisk aktivitet, ud over barnets egen naturlige bevægelse, vil barnet få muligheden for at få integreret sunde aktive vaner i hverdagen. Derved får barnet det bedste udgangspunkt for også at være aktiv, som voksen.

Ved at færdes meget i naturen, på alle tider af året, lærer barnet at benytte og beskytte, tage ejerskab og ansvar for naturen. Barnet lærer hvorfor miljø og bæredygtighed er en vigtig del af livet i naturen, også som voksen!

"Sund kost, også i naturen"

Vi finder og tilbereder mad i naturen, og vi sår grøntsager i vores væksthus og højbede.

Forår/sommer:

Vi laver forsøg med birkesaft, finder birketræer og tapper, hvis muligt.

Urtesuppe af årstidens vilde urter. Vi tager i skoven og høster urter, brændenælde, ramsløg, skvalderkål mm.

Egen urtehave på institutionen. Vi planter og sår afgrøder. Vi passer dem selv og ser dem spire og gro.

Hylden blomstrer, vi høster og tilbereder saft og "Hyldekager".

Vi høster bær, både egne og vilde bær. Laver syltetøj, supper og saft.

Vi høster grøntsager fra vores have.

Efterår/vinter:

Vi høster efterårsbær og æbler.

Vi samler nødder.

Vi laver fuglekugler af fedt, frø og bær.

Hele året:

Vi tilbereder mad over bål, både grønsager og kød, og vi taler om hvad det er for dyr vi spiser, og hvad både kød og grønt gør ved vores krop.

Vi henter dagligt æg hos vores høns og tilbereder forskellige retter med æg.

Vi slagter og spiser egne høns, så vi kan se hvor kødet kommer fra, hvordan mon en høne ser ud indeni?

"Miljø/bæredygtighed"

Hvordan behandler man naturen, og hvilke regler er der når vi færdes i naturen.

Vi laver kompost, sorterer vores affald, fra vores frokost.

Vi fodrer høns med vores madrester.

"Plant din madpakke", vi samler frø fra æbler tomater og andet grønt, og ser om vi kan få det til at spire.

Natur eller ikke-natur, vi går en tur i naturen, finder ting der ikke hører til og taler om hvad der sker hvis tingene bliver liggende i naturen.

Leg: Find selv 5 ting der ikke hører til i naturen, vi taler bagefter om hvorfor.

Vi finder insekter under sten, træer, i vandløb og taler om hvad de kan og gør i naturen. 

"Fysisk aktivitet og leg"

Vi sanser.

Sansestier, vi graver baljer ned i jorden med forskelligt indhold, eller finder områder i naturen, hvor det er sjovt at mærke. Af med skoene og mærk naturen!

Vi sanser vejret, vi tager udgangspunkt i de kropslige oplevelser, hvad er godt og dårligt vejr og hvorfor? Tør I mon:

  • Løbe næsten uden tøj i regnvejr, og plaske med bare tæer i vandpytter.
  • Gå på bare tæer i sneen.
  • Dække jer til med blade.
  • Glide på isen.
  • Sidde i en vandpyt.

Sporlege, vi følger et duftspor, der er mærket en rute på legepladsen med eks. et råt løg. Vi bruger næset til at finde vej til skatten.

Vi laver spor med vores fødder, pinde eller sten og ser om vores kammerater kan finde vej.

Forhinddringsbaner i skoven eller på legepladsen

"Instant" forhindringsbane, vi bygger en bane af de materialer vi lige kan finde, eller en voksen sætter ruten efter "følg mig" princippet. En god "krudt af" øvelse, vi leger eksempelvis soldater der træner.

- "Følg rebet" banen, træk et reb gennem et tæt område i skoven, følg rebet med bind for øjnene, enten alene eller med en makker. Nogen gange kan der være ting på rebet man skal gætte.

Lege i naturen

Billedlotteri mellem træerne. Vi hænger billeder op rundt omkring i træerne, og vi skal nu finde billeder svarende til deres spilleplade. Den der først får fuld plade har vundet.

Naturlotteri. Pladen består af billeder af ting vi kan finde i naturen, find tingene og læg dem på pladen (kogler, blade, sten etc..)

Fangelege/gemmelege.

Vi klatrer i træer og på skrænter, fortæller levende historier, med udfordringer børnene skal igennem, mens historien fortælles.

Generelt

Målgruppen er vuggestue og børnehavebørn (0-6 år).

Projekterne kan foregå som heldagsprojekter (9-15), eller som enkelte lege i en stund på legepladsen.

Specifikke datoer og aktiviteter planlægges sammen med den enkelte børnegruppe ift. årshjulet.

Sådan fik vi høns i område A

Lær af os - Vores hønsegård er børnenes fristed

Børnene i fem daginstitutioner i Lejre fodrer høns og samler æg i deres egen hønsegård. De oplever liv og død på nært hold, når de følger kyllingerne fra de kommer ud af ægget til store slagtedag.

Af: Marie Bille.

Læs artiklen her

Det ville vi

Vi havde længe snakket om, at det kunne være spændende at holde høns i institutionerne. Lejre er en økologisk kommune, og vi havde bygget et drivhus og et bålhus med køkken, som vi bruger meget.
Vi var betænkelige ved at få hønsehold på grund af problemerne omkring   salmonella og hygiejneregler, men vi fandt ud af, at de mange regler er ophørt. En af institutionerne, Røglebakken, brændte bare så meget efter at få høns, men vi var usikre på, hvordan vi kunne finansiere projektet. Muligheden kom, da en forælder foreslog, at vi kunne søge en fond i Økologisk Landsforbund.

Sådan gjorde vi

Sammen med Hegnsholt Hønseri søgte vi Fonden for Økologisk Landbrug. Vi var   så heldige, at vi fik penge til hønsehus, etablering, fordring og udmugning i hele det første år i fem institutioner. Børnene har været med til at fodre med madrester og ukrudt fra legepladsen. Børnene har hentet æg, og vi har talt meget om det. De har fulgt kyllingerne, fra de er blevet udklækket, til vi har holdt store slagtedag og lavet gammeldags hønsekødssuppe. Nogle af børnehavebørnene har været med til slagtningen. Vi har spurgt forældrene, som skulle skrive under, og alle sagde ja. Det har været en stor oplevelse.

Det lærte vi

Vi kan bruge pædagogikken, fordi børnene er med i hele processen. Vi taler om forskellige aspekter med børnene. Om døden, når vi slagter. Om genbrug, når   vi giver hønsene madrester, og om økologi og bæredygtighed. Hvis tomaterne ikke er så pæne, kan hønsene få dem. Vi smider ikke bare ud. Hønsegården er   blevet et fristed for mange af børnene, når de har brug for at være alene. De taler med hønsene og betror sig, og de ved, at de skal være lidt stille ved   hønsegården. Den ro har mange børn brug for. Forældrene er også meget interesserede, og bedsteforældrene vil gerne passe hønsene i weekenderne.

Vores råd til andre

  • Vær sikre på, at der er god opbakning blandt personalet og forældrene. For det kræver hjælp, også i weekender og ferier.
  • Sørg for, at der er mindst en eller to ildsjæle i personalegruppen, som brænder for projektet. Så skal de andre nok komme med.
  • Brug hønsegården pædagogisk til at tale med børnene om abstrakte emner som økologi, genbrug, liv og død.

Om projekt børnehavehøns

5 børnehaver i Lejre Kommune har i sommeren 2014 fået etableret økologiske hønsehold. Projektet er støttet med 225.000 kr. af Fonden for Økologisk Landbrug. Projektpengene er blevet søgt af Hegnsholt Hønseri. Fonden for Økologisk Landbrug valgte at støtte projektet for at lære børn om økosystemer, økologi og dyrevelfærd. Hegnsholt Hønseri tager sig af de tunge og praktiske opgaver som fragt af foder og udmugning, mens personale og børn tager sig af de hyggelige og daglige opgaver så som fodring og indhentning af æg.